At turde eller ikke at turde
Artikel bragt i Jyllandsposten 11. juli 2006 i lettere redigeret version
Af Barbara von Siebenthal, leder af Scene 1 - Center for Kreativitet og Teater
Danske virksomheder skal professionalisere deres kreative udvikling for at konkurrere på de globale markeder. Teatre og kunstnere har et ansvar for at systematisere deres kreative processer, så de kan bruges til at styrke virksomhedernes konkurrencekraft – og gøre det muligt at opretholde velfærdssamfundet.
Danmark har i sjælden grad formået at konvertere en række af de mest rutineprægede jobs til mere kompetencekrævende. Håndens arbejde erstattes i vidt omfang af hjernens. Rutinen afløses af kreativiteten. Se blot på den såkaldte oplevelsesøkonomi.
Udviklingen fortsætter. Rundt om i verden stiller højt uddannede folk deres viden til rådighed for danske virksomheder til spotpris på stadig nye områder. Vi er nødt til hele tiden at kunne udvikle vores kreativitet i Danmark for at kunne fastholde velfærdssamfundet.
Helt nye krav vil blive stillet til os danskere som medarbejdere i de virksomheder, som bliver mere og mere afhængige af en professionalisering af deres kreativitet. Lad os forsøge at se på teatret, hvor denne professionalisering har fundet sted i årtusinder.
Teater og kreativitet er kunst og selvudvikling. Når man arbejder med kreativitet, kommer man ikke langt uden at arbejde med følelserne. Man må turde dykke ned i følelser og eksistens. Og det kan gøre ondt.
Vi siger i teaterverdenen at den gamle stive, tørre og kedelige personlighed må dø for at den ny frie og levende personlighed kan fødes og nære et publikum fra en scene. Denne transformation og det autentiske udtryk som skuespilleren og kunstneren opnår derved, er vejen til oplevelser og livskvalitet, også for publikum.
Er det farligt? Nej, det er livsbekræftende. Det farlige indtræder, når vi ikke vil mærke og vedkende os vore følelser. Så bliver livet farvet med paletten af vores egne fortrængninger og andre mennesker gradbøjet i forherligende eller dæmoniserende selvportrætter. De krige, vi kæmper med hinanden, er dem, vi kæmper mod os selv.
Vi lever i en kultur hvor følelser ofte bliver fremsat som noget farligt, forførende noget, noget vi let farer vild i og derfor helst vil undgå. Men kreativiteten kommer jo fra dette dette urhav af skaberkraft. Derfor må vi som scenekunstnere og kunstnere i det hele taget, træne os til at navigere med vores bevidstheds lys i underbevidstheds oprørte vande.
Det føles altid farligt at give slip. Særligt når man ikke er vant til det. Men det er de vilkår, som hundreder af danske virksomheder vil blive udsat for i takt med, at de skal professionalisere deres kreativitet.
Vi i den såkaldte kreative sektor har en kompetence inden for udvikling og professionalisering af kreativitet, som erhvervslivet kan drage nytte af. Den kreative sektor skal lære at se kreativitet i et bredere perspektiv. Samtidig skal virksomhederne stilfærdigt forstå og lære, at kreativ udvikling indebærer en oprustning af et følelsesmæssigt potentiale, som virksomhederne ellers ikke er vant til at arbejde med.